EVENTS

I løbet af sæsonen afholder LG forskellige events, såfremt omstændighederne tillader det.

 

Se alle events

Se oversigt over ALLE events HER.

 

Tilmelding til kommende events

Klik på eventet for at komme til tilmelding.

 


LG Camps

LG gymnastik afholder LG Camps i efterårsferien (uge 42), vinterferien (uge 7) og sommerferien (uge 26 og 32 i Gentofte og uge 31 i LTK).

Til LG GymnastikCamp 8-12 år+ udfordres du over fire dage i nogle af de forskellige stilarter, som LG tilbyder. Du vil lære mange spændende færdigheder inden for de enkelte stilarter. Det bliver sjovt, udfordrende og hyggeligt, og alle kan deltage.

Til LG Mini Camp 5-7 år præsenteres du over to dage for nogle forskellige stilarter, som LG tilbyder. Du vil lære mange spændende færdigheder inden for de enkelte stilarter. Det bliver sjovt, udfordrende og hyggeligt, og alle kan deltage.

Tilmeldingen til de mega fede camps foregår her på siden. Her kan du også få mere information om den enkelte camp, når den er oprettet (BEMÆRK: hvis der ikke er ledige pladser kan du skrive dig på venteliste).

Skulle campen mod forventning ikke kunne gennemføres refunderer vi indbetalingen.

GymnastikLand

I december måned byder vi julen velkommen og kommer sammen i julestemning til GymnastikJuleland, hvor vi afholder workshops for hele familien. Hele familien skal på besøg i Kravlenisseland, Drillenisseland og svinge hofterne til JuleTwist og løfte rundt på hinanden til Akro(h)jul. I forlængelse af GymnastikJuleland inviterer LG GymStars (Junior, Rep og After Rep) til årets Juleshow, hvor de viser flotte opvisninger.

I juni 2022 slog vi for første gang dørene op for GymnastikSommerland. En tro kopi af GymnastikJuleland - men om sommeren. Så uden nissehuer og pebernødder, men med sol, varme og friske blomster! I 2024 gentager vi igen succesen lørdag d. 15. juni.

Forårsopvisninger og sæsonafslutninger

I april måned slutter hovedsæsonen, og sæsonafslutningen skal altid fejres. Nogle hold laver hyggelige sæsnafslutninger på holdene, nogle deltager i Spring & Parkour Jam eller FamilieGymnastikFest, og andre hold optræder til Forårsopvisningerne.

Forårsopvisningerne er en tradition, der går mange, mange år tilbage og er en begivenhed der ses i de fleste gymnastikforeninger. Vi samles på kryds og tværs af aldre, stilarter og hold og viser hinanden, hvad vi har lært i løbet af sæsonen. Alle gymnaster får flotte kostumer på, skal til generalprøve, gå indmarch og optræde på det store opvisningsgulv til god musik og flot lysshow.