GYMSTARS

GymStars er Lyngby og Gentofte Gymnastiks udtagede repræsentationshold. GymStars består af Talent-, Aspirant-, Rep.- og After Rep.-hold. Talentholdene er for dig, der gerne vil træne fast to dage om ugen og måske har en lille drøm om at blive en Aspirant på et tidspunkt. De udtagede Aspiranthold aspirerer til Rep-holdene og deltager i en række stævner omend i mindre omfang end repræsentationsholdet. Rep-holdet laver shows og optræder til stævner og happenings i ind- og udland året igennem. After Rep. er for tidligere Rep.-gymnaster. Holdet deltager ligeledes i stævner og opvisninger. 
 

OPTAGELSE

Hvert år inden sommerferien afholder LG Gymnastik en række auditions, hvor vi udtager gymnaster til næste sæsons Rep-, Aspirant og Talenthold. Audition til sæson 19-20 ligger SØNDAG DEN 26. MAJ 2019 - mere info følger på denne side i løbet af sæsonen. Læs om optagelsesvilkår og mulighederne for optagelse efter sæsonstart på denne side.

Læs om antal gymnaster der optages, hvilke aldersgruppe der optages, og hvilke kriterier man bedømmes på under "Hvad er GymStars".

Er du ny i kommunen, har du først lige hørt om LG's GymStars eller har du bare fået mod på at give det et forsøg, så er du altid velkommen til at søge om optagelse.

Sideoversigt:

Oversigt over hold

Tilmelding til Audition

Tilmelding til audition 19-20 åbner i foråret.

Procedure til auditions

På dagen for audition møder du op i god tid i dit yndlingstræningstøj, som du har det godt i, og med en drikkedunk, evt. lidt snacks og håret sat op. Når du kommer ind i hallen vil du blive krydset af og få udleveret et nummer, som skal sættes på maven, sådan at udtagerne er helt sikre på at få set alle.

Selve audition vil bestå af en opvarmning/grundtræning og stilartsspecifikke øvelser. Til Akro, Rytmisk, Street og Modern vil du skulle lære en serie, som skal fremvises i mindre grupper, mens du til Spring skal igennem en række forhåndsbestemte spring. Under audition vil der gå nogle udtagere rundt og skrive ned undervejs, så vi på den måde sikrer, at vi får lavet den bedst mulige bedømmelse og kan give den bedst mulige feedback. 

Efter audition vil der være noget ventetid, hvor du her kan sidde og snakke med de andre, spise lidt mad, strække ud eller snakke med din mor/far, der er meget velkomne inde i "venterummet". I mellemtiden er udtagerne ude og votere og fastlægge holdene. Så snart de er færdige kommer de ind til dig. Her bliver man inddelt i nogle grupper alt efter, hvilket hold vi kan tilbyde dig en plads på. Der vil blive givet en fælles tilbagemelding til gruppen, hvorefter du er meget velkommen til at komme hen og snakke med udtageren/træneren og få noget specifik feedback. Din mor/far er meget velkommen til at deltage her.

Selvom vi ville ønske, at vi kunne tilbyde alle en plads på lige præcis det hold, de ønsker, så er det desværre ikke muligt, hvorfor det er en god idé lige at have talt om det derhjemme inden selve audition :-)  

Optagelsesvilkår

Som gymnast i LG er man optaget for én sæson ad gangen.
 
Det betyder, at såfremt man optages for en sæson, kan det ikke forventes, at man vil blive optaget på holdet året efter. Vi ved aldrig, hvilke ansøgere der kommer, hvordan niveauet ændrer sig, hvordan holdsammensætningen udformer sig, mv., og derfor er man aldrig garanteret en plads den efterfølgende sæson. 
 
Ligeledes betyder det, at har man gået i sæsonen før, skal man selv komme til træneren hvis man er i tvivl om, om der er noget man kan gøre for at forbedre chancerne for at blive optaget på hold sæsonen efter. (Bemærk dog, at man stadig ikke kan vide sig sikker på at blive optaget, på trods af, at man evt. har forbedret sig på nogle punkter givet fra træneren).

Når man har modtaget besked om optagelse, vil man her på hjemmesiden kunne tilmelde sig de hold, som man er optaget på.


 

Prøveperiode

 
Perioden fra sæsonstart og frem til efterårsferien anses som en prøveperiode for alle gymnaster på GymStars. Der vil kunne ske rokader på holdene, såfremt man ligger på et andet niveau end dét, man er vurderet til under audition. Rokaderne kan både ske nedad fra Rep til Aspirant eller fra Aspirant til Talent eller opad fra Talent til Aspirant eller fra Aspirant til Rep.
 
Det er derfor vigtigt, at man som gymnast er motiveret for at gå på et udtaget hold, bliver ved med at udvikle sig og øver sig på de ting, som trænerne under den almindelige træning påpeger.

Efter ovenstående periode vil der fortsat kunne ske rokader grundet eksempelvis fravær (se nedenfor), manglende deltagelse, ændring i motivation eller lignende.
 
 

Fravær/Mødepligt


Det forventes, at man som udgangspunkt kommer til alle sine træninger. Det er vigtigt, at man prioriterer sin træning, både så man kan følge med i serierne, få den optimale træning (for derved at mindske risiko for skader) og af hensyn til ens holdkammerater, da det kan være frustrerende at mangle nogle i opstillinger, løft, mv. Kan man ikke deltage i undervisningen grundet sygdom, skole eller lign. er det vigtigt, at man melder fra til træneren i god tid via. mail eller en privatbesked på Facebook.

 

Skader


Der kan opstå skader i løbet af en sæson. Det er derfor vigtigt, at man deltager aktivt fra start, så man er med til grundtræning og dermed mindsker risikoen for skader.

Hvis der er opstået en mindre skade forventes det, at man møder op til undervisningen og deltager i det omfang, man kan. Hvis der er noget man ikke kan være med til, forventer trænerne, at man tilpasser øvelsen til det man selv kan eller aktivt observerer og bidrager positivt til undervisningen, så man ikke kommer for langt bagud. Det er vigtigt, at man holder sin træner opdateret på, hvordan det går med skaden, således at træningen kan tilpasses bedst muligt.
 
Hvis det er en mere omfattende skade, der betyder, at man i en længere periode ikke kan være aktivt deltagende i undervisningen, kan trænerne i samarbejde med administrationen, forældrene og gymnasten beslutte, at gymnasten skal holde orlov fra holdet og derved tages af for en periode. Efter endt orlov vil der blive vurderet, om gymnasten stadig er på niveau med resten af holdet og kan følge med, eller om det vil være bedre at starte op igen på et lidt lavere niveau for at sikre den rette træning.
 
Læs mere om hvert enkelt hold og deres krav under "HVAD ER GYMSTARS?".

Optagelse efter sæsonstart

Hvis du som ny i foreningen eller bare er interesseret i at gå på et udtaget hold efter afholdelsen af den årlige audition, så er du altid velkommen til at søge om en plads.
 

1. Send en mail til info@lg-gymnastik.dk med følgende informationer: navn, alder, hvilket hold du ønsker optagelse på, lidt om dig selv og din træningsbaggrund, samt hvor mange dage om ugen du ønsker at træne. Ansøgningen skal være modtaget INDEN jul for at komme i betragtning til den igangværende sæson.

2. Ansøgningen vil blive set på af holdets trænere og af GymStar-koordinatoren, og hvis man på baggrund af denne bliver vurderet egnet, vil vi invitere gymnasten til at deltage i en prøvetræning/periode på holdet.

3. I løbet af prøveperioden vil trænerne vurdere gymnasten, og evt. vil GymStar-koordinatoren også komme ud og se ansøgeren til en eller flere af træningerne. Derefter vil der i fællesskab blive taget en beslutning, om hvorvidt ansøgeren vil blive tilbudt plads på et eller flere hold*.


*Selvom man er kvalificeret til at gå på et af vores udtagede hold, kan man ikke forvente at få tilbudt en plads, da det ikke er sikkert, vi har en ledig plads på vores hold.

 

 


Læs mere om hvert enkelt hold samt optagelseskrav under "HVAD ER GYMSTARS?".

Eliteidrætsordning

Det kan være hårdt at dyrke idræt på højt plan flere gange om ugen og samtidig gå på gymnasiet og nå alle sine lektier mv. Team Danmark har lavet en ordning med en række gymnasier, hvor eleverne kan søge om at blive en del af ordningen og blandt andet få accepteret et højere fravær.

Gymnastik er som udgangspunkt ikke en del af ordningen, men alle gymnasiestuderende der dyrker sport flere gange om ugen kan søge om at komme med i ordningen. I LG har vi allerede et par GymStar-gymnaster, der har fået lavet en ordning på grundlag af deres træningsuge. 

Hvis I har nogle spørgsmål er I som altid velkomne til at kontakte os i administrationen.

Links

Find yderligere info omkring GymStars her

OM LG
Her kan du læse mere om Lyngby og Gentofte Gymnastik Forening og lære om os og vores indflydelse på børn i Gentofte og Lyngby kommune. 
KONTAKT OS
OM GYMSTARS
Her kan du læse mere om Lyngby og Gentofte Gymnastiks Repræsentationshold. Det er vigtigt at man sætter sig ind i alle informationer når man går på vores Talent-, Aspirant-, GymStar- eller Retrætehold.
HOLDUNIFORM
KONTAKT OS
F.A.Q.
Medlem af:
Sponsor:
Lyngby og Gentofte Gymnastik (Lyngby Gymnasterne) | Adolphsvej 25 | 2820 Gentofte | info@lg-gymnastik.dk